Skandinavisk ledelse hitter i Polen

Faglært og højtuddannet arbejdskraft er yderst eftertragtet i Polen. Det presser lønpriserne opad, men især bløde værdier inspireret af skandinaviske forhold er i høj kurs.

skandinavisk ledelse hitter i Polen

View the PDF file here

Tiden er forbi, hvor man kunne tage til polen og udnytte den ekstremt lave løn. I dag skal man komme her af helt andre grunde. Især hvis man skal bruge mange højtuddannede medarbejdere, som vi skal.

Sådan siger adm. direktør i Bic Electric Jens-Christian Møller, der i 2013 flyttede familievirksomheden til Stettin i Vestpommern. Dengang var det udelukkende på grund af lønbesparelsen på faglærte mekanikere, elektrikere og ingeniører, som virksomheden ansætter mange af. Det viste sig dog hurtigt, at udviklingen i Polen jævnede den prisforskel ud. I dag er der andre ting, som gør polske arbejdspladser attraktive, siger han:

– Vi er i hård konkurrence med mange andre virksomheder her i området, som også er i vækst. Vi har som dansk virksomhed dog den fordel, at vi leder på en måde som især unge polakker er tiltrukket af. Organisationen er ikke hierarkisk hos os, og det er populært, siger Jens-Christian Møller.

Bic Electric har specialiseret sig i at udføre elektriske installationer på større industrianlæg. Det vil sige, at når BMW, Audi eller Lego, bygger et større produktionsanlæg, så hyrer de Bic Electric til at stå få elinstallationen. Derfor rejser Bic Electrics medarbejdere meget, og det kræver en speciel mentalitet at have sådan et arbejde, siger Jens-Christian Møller:

– Det er meget svært at rekruttere rejsemontører i Danmark. For det første er de dyre, og for det andet gider de ikke rejse, når de kan få et job, der hvor de bor. Det er helt anderledes her i Polen. De gør det, som arbejdet kræver, og der er ikke sammen forkælede holdning til omstændighederne, det er blandet andet derfor vi er i Polen, siger han.

Nøjagtigt samme oplevelse af de polske højtuddannede har adm. direktør i NCDC, Pawel Finkielman, der i 2002 flyttede sin it-virksomhed fra Danmark til Stettin. NCDC udvikler software til den danske forsikringsindustri og har for tiden 110 polske programmører ansat. Det har dog ikke været nemt at rekruttere de mange programmører fortæller Pawel Finkielman:

Man skal smykke sig

– De polske programmører er i uhyre høj kurs både i moderlandet og ude i EU. Man skal derfor adskille sig væsentligt og positivt, hvis man skal være attraktiv for medarbejderne, siger han.

NCDC har derfor totaltrenoveret en gammel kasserne ud fra skandinavisk byggestil, og indrettet med badefaciliteter, fritidsrum med pool og spil og afslapningscafeer til medarbejderne. Den slags er måske standard i Danmark, men i Polen er det en luksus, som er meget få forundt:

– Vi driver virksomheden præcis, som vi ellers ville i Danmark. Vi har kantine med god mad, mulighed for barsel til mænd og mange andre goder, som i Polen føles som vild luksus. Men det er ikke nok, vi er også nødt til at indrette arbejdet på en skandinavisk måde.

– Det gør vi ved at have selvledende teams, som helt selv bestemmer deres arbejdsdag. De får ansvaret for konkrete projekter, og de aftaler intern i teams, hvornår og hvordan de tilrettelægger arbejdet.

– De unge polakker vil gerne have ansvar, så det får de her, og det har vi utroligt gode resultater med, siger Pawel Finkielman.

Billedtekster under billeder:

Man skal ikke komme til Polen for at spare penge på højtuddannet arbejdskraft. Det er næsten umuligt i moderne tider, siger direktør i Bic Electrick Jens-Christian Møller.

Pawel Finkielman, adm. direktør i it-virksomheden NCDC i Stettin. NCDC’s største udfordring er rekruttering af gode programmører. Derfor lokker direktøren med flad skandinavisk ledelse og medarbejderfryns

Business Syd 2017.11.26